
Kæder og kædekomponenter i et kædesling skal passe sammen
En løftekæde består ofte af flere dele, eksempelvis kæde, kroge og samleled. For at løftet kan udføres sikkert, skal komponenterne passe sammen og være egnede til den konkrete opgave. Det er derfor vigtigt at se på hele kædesystemet — ikke kun på den enkelte del.
Kontrollér mærkningen på kæde og kædekomponenter
Start med at kontrollere mærkningen på kæden og dens komponenter. Afhængigt af produkttype og producent kan mærkningen blandt andet angive producent, størrelse, klasse eller arbejdsbelastning (WLL).
Mærkningen skal være læsbar, så komponenten kan identificeres og sammenholdes med produktdokumentationen. Hvis mærkningen mangler eller er utydelig, bør komponenten ikke bruges, før den er blevet vurderet af en sagkyndig.

Kontrollér, at komponenterne er kompatible
Kroge og andre løftekomponenter skal være beregnet til brug sammen med den aktuelle kæde. Det er ikke nok, at de fysisk kan samles, eller at de ser ud til at være af passende størrelse. Kontrollér, at komponenterne er godkendt til systemet og opfylder kædens specifikationer.
Ved valg eller udskiftning af kædekomponent bør du blandt andet sikre, at:
- Komponenterne er beregnet til samme type løfteanvendelse
- Størrelse og belastningskapacitet passer sammen
- Producentens anvisninger for samling og brug bliver fulgt
- Den samlede løsning har den nødvendige arbejdsbelastning til opgaven
Stålkvalitet og klasse kan indgå i denne vurdering, men bør ikke stå alene. Læs mere om forskelle mellem klasser i artiklen "Hvad betyder stål klasser".
Udskift ikke løftekomponenter kun efter udseende
En komponent, der ligner den eksisterende, er ikke nødvendigvis en egnet erstatning. Ved udskiftning skal du kontrollere produktets identifikation og dokumentation og følge producentens anvisninger. Undgå at blande komponenter, hvis kompatibiliteten ikke kan bekræftes.
Hvis en del af kædesystemet skal udskiftes og kasseres, måske på grund af slitage eller overbelastning, kan det også være nødvendigt at udskifte flere dele. Dette opdages ved den visuelle inspektion, som brugeren altid skal foretage før brug af produktet. Følg altid gældende krav og producentens vejledning for det pågældende kædesystem.
Tjek komponenterne før brug
Før løfteudstyret tages i brug, skal kæde og kroge kontrolleres af brugeren for synlige skader og tegn på slitage. Vær blandt andet opmærksom på deformation, revner, kraftig korrosion, beskadigede låse eller unormalt slid.
Vi tilbyder kurser i brugereftersyn.
Brug ikke komponenter, der er beskadigede, eller hvor sikker identifikation og egnethed er usikker. Få dem vurderet af en sagkyndig, før de eventuelt tages i brug igen.

Se på hele løfteløsningen
Sikker brug handler om mere end blot at vælge en kæde og en krog med hver sin passende mærkning. Komponenterne skal fungere sammen som et system, og hele løsningen skal være egnet til løfteopgaven.
Er du i tvivl om kompatibilitet, mærkning eller udskiftning, bør du kontrollere produktdokumentationen eller få rådgivning, før udstyret anvendes.
Publiceret af: CERTEX Danmark A/S
Sidst opdateret: 02. november 2026
Kontakt os
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at sende os en besked, så hjælper og rådgiver vi gerne.
Kassation af løftekomponenter
Lær, hvad du skal være opmærksom på, og hvornår løftekomponenter skal kasseres, når du efterser dit løfteudstyr.
Løftekomponenter fås i forskellige stål kvaliteter
I artiklen "Hvad betyder stål klasser" finder information om de forskellige stål klasser, deres styrker og indflydelse på løfteapplikationen hvori de indgår.
Værd at vide - om kædesling
Tips og anbefalinger til løft med kædesling.











