Forankra International AB med datterselskabet CERTEX DANMARK A/S erhverver Peter Harbo A/S.
Med virkning fra og med 1. januar 2008 er Peter Harbo A/S blevet en del af Forankra International Gruppen, som CERTEX DANMARK A/S også tilhører.
Forankra International AB er en af de førende leverandører af løfte- og surringsgrej i Europa. Firmaet producerer og leverer udstyr til materialehåndtering, løft og sikring af gods i lastbiler, tog, trailere, fly og Ro-Ro fartøjer. Forankra International AB er, med en omsætning på 220 mio. Euro og 800 ansatte, et datterselskab til Axel Johnson International AB.
Peter Harbo A/S, som ligger i Esbjerg og Fredericia, er en voksende producent og distributør af løfte- og surringsgrej, fortrinsvis til offshore, fiskeri og marineindustrien. Firmaet er grundlagt i 1973 og omsætter for 100 mio. kr. med 60 ansatte.
”Erhvervelsen af Peter Harbo A/S øger vores evne til at forsyne det danske marked med større erfaring og service indenfor løfte- og surringsopgaver. Det styrker også vores position i den vigtige offshore industri”, forklarer Niels Lund Andersen, direktør i CERTEX DANMARK A/S.
Peter Harbo A/S vil fortsætte med samme navn og med Palle S. Ankersen som direktør.